At passe på Bilag IV arter
To glade oddere fra Bogense Bybæk, november 2019. Bybækken krydses af to stærkt trafikerede veje lige i nærheden af dette sted, så allerede i vinteren 19′-20′ var Nordfyns Kommune ude med afværgeforanstaltninger, efter mine dessiner, til at sikre at odderne bliver nede i vandløbet, i stedet for at løbe hen over vejen, når de er på tur.
I forbindelse med mit afsluttende projekt “Invasive rovdyr på Nord- og Vestfyn” på uddannelsen til professionsbachelor jordbrug – natur & miljø på UCL i Odense, undersøgte jeg næsten 40 forskellige lokaliteter i Middelfart og Nordfyns kommuner, med henblik på at finde tegn på mink (Mustela vison). Heldigvis fandt jeg kun én mink i løbet af mine feltstudier, der strakte sig over 3 måneder i slutningen af 2019 – til gengæld fandt jeg en hel del oddere (Lutra lutra). Fælles for alle odderfund var, at der var tale om helt nye lokaliteter, som ikke var kendte på forhånd – bl.a. i Bogense Bybæk. Det er der nu kommet en færdselstavle ud af, og det er jeg vældig glad for – odderen er på Habitatdirektivets Bilag IV, og derfor særligt beskyttet i hele EU.