Fortidens naturpleje – og fremtidens

 

Ovenstående er, som du måske har bemærket, mit “slogan” for den nye virksomhed – men hvad gemmer der sig bag det kryptiske budskab, og hvorfor er det vigtigt? Det vil jeg prøve at besvare her:

En tur tilbage i tiden

Når vi i Danmark snakker natur, har vi en kæmpe udfordring allerede inden vi tager hul på diskussionen; at der ikke rigtig er enighed om vores baseline. Vi mangler altså helt basal enighed om, hvad det er for et natur-ideal, som vi agter at stræbe efter. Det skyldes, at vi i omtrent hele Europa, men i særlig høj grad i Danmark, ikke råder over en eneste stump natur, der kan vise os hvordan landskabet og artssammensætningen ville tage sig ud, hvis der ikke var menneskelig påvirkning.

Af samme grund kan man sådan lidt populært sige, at enhver kan påstå at lige netop DERES vision for, hvor vi skal hen med vores naturpleje, er den rigtige – for der findes ikke nogen facitliste. Man kan selvfølgelig gå tilbage i tiden, så langt tilbage som før de første jæger/samlerkulturer indvandrede, men problemet er, at klimaet har ændret sig radikalt siden da. Dengang var Danmark et tundralandskab, noget som det helt sikkert ikke vil blive igen, under de herskende klimatiske forhold.

Det er der en vis grad af enighed om – men hvor skal baseline så placeres? Bevidst eller ubevidst har der i en del år været en tendens til, at mange vælger en lidt diffus periode, der er kendetegnet ved at vi har en række skriftlige og visuelle vidnesbyrd at læne os op ad, nemlig dels de såkaldte fynbomalere, dels forfattere som Steen Steensen Blicher og dennes samtidige. Fælles for disse var, at de i større eller mindre grad beskæftigede sig med naturen i deres kunst, hvilket har gjort at vi har et bedre kendskab til denne periode, der strækker sig fra ca. 1850 og måske 80-100 år frem, end vi har til tidligere tiders natur

Naturen i perioden var naturligvis allerede meget langt fra naturlig – det var en kultur, en natur der i høj grad var defineret af menneskelig påvirkning. Men af forskellige årsager, som vi skal se på i det følgende, var det en uendelig meget RIGERE “natur”, og derfor er den faktisk slet ikke så dum at have som “ideal” for vores egne aktiviteter.

Hvad gik der galt?

Selvom det er en forenkling, kan det godt lade sig gøre at pege på nogle enkelte faktorer som hovedårsager til, at perioden fra omkring 1900 og frem til i dag har været en lang glidebane af biodiversitets-afvikling. Lad mig starte med en af de vigtige; traktoren. Traktorens indtog i naturen har naturligvis haft en lang række direkte konsekvenser, som større, mere ensartede afgrøder/marker, færre læhegn, behov for bedre dræning af jorden, samt muligheden for at bearbejde jorden meget voldsommere end tidligere, og meget andet, men en faktor som ofte overses er den simple, men meget vigtige, at med traktorens opdukken på scenen havde bonden ikke længere behov for at holde trækdyr på gården. Før traktorens opfindelse var store heste, muldyr og æsler fuldstændigt uundværlige på samtlige gårde, og alle disse dyr skulle have noget at spise – også i de måneder hvor de havde mindre at lave. Derfor var store dele af landskabet, primært sådanne som af den ene eller den anden grund var svære at dyrke korn på, udlagt til græsning og høslet.

I dag er situationen den, at selv på arealer som af den ene eller den anden grund afgræsses, er græsningstrykket (det antal dyr der forefindes per arealenhed) som regel alt for højt, og derfor skal dyrene tilskudsfordres for at opnå en tilvækst der gør dyreholdet rentabelt. Og de få steder, hvor dyrene får lov til at gå ude hele året, fodres de ekstra meget i vinterhalvåret, for at undgå at tilvæksten helt går i stå.

Det er uheldigt, fordi al den tilskudsfordring tilfører næringsstoffer til arealerne, både i form af den andel af foderet som ikke bliver spist, og i form af afføring fra dyrene. Når dette næringstilskud lægges sammen med den luftbårne kvælstofforurening, der især skyldes landbrugets tab til luften, får vi alt for megen næring selv på de “gode” arealer. Det fører til et forarmet vegetationsbillede, hvor nogle få, næringsstoftolerante planter fuldstændig udkonkurrerer alle de mange nøjsomme planter, som er helt afgørende for at der kan opnås en høj biodiversitet på arealerne.

I en perfekt verden…

Den bedste løsning på problemet er at acceptere, at de dyr der står for naturplejen, ikke skal være en forretning – eller, de skal ikke berige os på pengepungen, men på herlighedsværdierne. Når vi erkender, at målet ikke er tilvækst i kg/arealenhed, men derimod arter/arealenhed, kan vi tage fat på at få vendt skuden, og genskabt noget af alt det tabte. Men mange steder er dette ikke muligt; hvis arealer og dyr er privatejede, er det markedsmekanismer der afgør, hvordan driften tilrettelægges. Selv de kommunale og statslige pengekasser har det svært med dyr og arealer der ikke er produktive – det er noget der stikker dybt i os dette her.

Når dyrene lever af arealerne, og ikke får andet, går de hårdt til bl.a. uønsket opvækst af vedplanter (træer og buske) i den magre tid. På den måde holdes arealerne lysåbne; vi undgår altså at det hele springer i en, set med biodiversitetsøjne, lidt kedelig kratskov, hvor større, skyggegivende buskads holder alle de “gode” små urter nede ved jorden væk. Samtidig sker der over tid en kvælstoffjernelse, fordi noget af energien populært sagt bliver til kød, som så bliver fjernet og spist, og det er godt nyt for alle de små og undseelige vækster, som klarer sig dårligt i konkurrencen med brændenælder, tidsler, dueurt m.v.

Den næstbedste løsning

Det var en lang sang for at komme til pointen; som er, at de steder hvor det af den ene eller den anden grund ikke KAN lade sige gøre at få sat græsning på, enten fordi arealerne ligger for langt fra alfarvej, til at dyrenes ejer kan komme til at tilse dyrene ofte nok, fordi der er tale om småøer hvor transporten er alt for besværlig, eller fordi der er naboer til arealerne som ikke bryder sig om dyrehold op til deres matrikler, er den bedste løsning at slå opvæksten ned OG FJERNE AFSLÅET MATERIALE et par gange om året.

Hvis der er god plads, og fast underlag under fødderne, er dette let at klare med diverse maskinløsninger. Det er kun sub-optimalt, fordi maskinen ikke skelner imellem uønsket og ønsket opvækst, altså mellem planter som vi GERNE vil have og så dem som vi helst IKKE vil have, men det er let og det er hurtigt overstået. Men mange steder er dette ikke tilfældet, og så skal der håndkraft til. Der har i flere år været en tendens til, at håndkraft var lig med buskrydder, men der er flere grunde til at jeg ikke mener at det er den rigtige tilgang:

• Når man går med buskrydder, er det meget lettere at slå det hele nogenlunde lige dybt – det kommer med andre ord let til at ligne en maskinafslåning, med de ulemper som der er knyttet hertil,
• Buskrydderen lægger alt materialet helt tilfældigt fra sig; det gør det meget svært at samle og fjerne det afslåede efter endt slåning,
• En mand (kvinde) med en buskrydder i en sele, og skovhjelm og høreværn, er så at sige afkoblet fra den natur som vedkommende er i færd med at pleje, og har svært ved at have fokus på at skåne de planter som vi gerne vil have.

Med leen forholder det sig lige modsat:

• Det er meget lettere at slå udenom planter, som har bedst af ikke at blive slået. Jo flere af dem som lemanden træffer på, jo lettere bliver opgaven. Der er altså på en måde bonus for at være opmærksom, og holde øje med de ting som ikke kræver beskæring/slåning,
• Leen lægger materialet i pæne, lige rækker, som er lette at indsamle efterfølgende. Og netop indsamlingen af det afslåede materiale er helt afgørende for kvaliteten af arbejdet – kun på den måde fjerner vi langsomt næringsstoffer fra arealerne, til gavn for alle de planter som især er pressede i vores næringsrige miljø.
• Lemanden (-kvinden…) er ikke på arealet, men i arealet – med alle sanser i spil.