Hvorfor §3 og Bilag IV?

Nænsom naturpleje

Indrømmet – der er ikke mange ikke-fagnørder der aner hvad samtalen handler om, når vi snakker §3 og Bilag IV. Til gengæld er jeg ret sikker på at ALLE i min målgruppe gør det! Men hvis du er havnet her af nysgerrighed, kommer der lige en kort forklaring:

§3

“§3” henviser til Naturbeskyttelseslovens §3, der omhandler beskyttede naturtyper i Danmark: Vandløb, søer og vandhuller, moser, enge, heder, overdrev, strandenge og strand-sumpe.

Fælles for alle disse naturtyper er at de er følsomme, og har let ved at undergå uønskede forandringer over tid – de vokser populært sagt ud af deres oprindelige kategori, og i bedste fald ind i en ny, beskyttet kategori (sø til mose f.eks.), men i værste fald ud af beskyttelsen, hvis ikke de passes optimalt.

Bilag IV

Hvor §3 omhandler beskyttede naturtyper, er det anderledes personligt med Bilag IV – her er det beskyttelse på artsniveau der er i spil. Bilag IV er et bilag til EU’s Habitatdirektiv, som oplister de arter alle EU-landene er forpligtede til at passe særligt godt på. Jeg har stor erfaring med at finde vanskelige arter, og kan hjælpe med at afsløre om bestemte arter findes i et område, og hvad der kan gøres for at sikre deres tilstedeværelse fremadrettet.